Grosserer, konsul N. C. Nielsens Fond
cvr-nr. 21 03 26 97
Niels Christian Nielsen (1922-2010) drev gennem 46 år en af landets største engrosvirksomheder i boligtekstiler. Som søn af en skotøjshandler i Vendsyssel, fik han en handelsuddannelse hos H. A. Hansen Manufakturhandel i Hadsten og efterfølgende ansættelse hos A/S Falbe-Hansen, Randers.
I 1944 startede NC Nielsen eget firma i Aarhus, som han byggede op på solide klassiske forretningsmæssige dyder og ofte venskabelige forbindelser med leverandører både ude og hjemme. I sommeren 1990 i en alder af 68 år afhændede han firmaet.
I takt med, at NC Nielsens egen virksomhed ekspanderede i 1960’erne, voksede interessen for erhvervslivets vilkår og samfundets problemer i det hele taget, hvilket førte NC Nielsen ind i forskellige organisatoriske sammenhænge. I årtier var han en af Aarhus mest fremtrædende erhvervsfolk bl.a. som formand for Aarhus Handels- og Industriforening.
NC Nielsens poster inden for erhvervslivet og offentlige institutioner har således været omfattende og har strakt sig fra den jyske handel til Grosserer-Societetet, og fra Poster i Provinsbanken og Jyske Bryggerier til festudvalget i Skydeselskabet Minerva. Den sidste post antyder, at et muntert sind hørte med til stakken af gode egenskaber, som fremkaldte tillid og skabte gode relationer.
Selv højt oppe i alderen drak han jævnligt kaffe med sin gode ungdomsven og rejsekammerat, købmand Herman Salling. Sammen drøftede de livets gang og deres syn på samfundsudviklingen. De var ikke altid helt tilfredse, og der er mange anekdoter om deres filosofiske konklusioner.
Som britisk konsul fra 1976-1988 modtog NC Nielsen i 1981 OBE-ordenen stb. BE.4. (Order of the British Empire). Endvidere var han Ridder af Dannebrog af 1. grad, som han modtog for sit arbejde for Handelshøjskolen i Aarhus i 1993.
Det viser også noget om formatet, at NC Nielsen i 1998 stiftede en almennyttig fond. Ved NC Nielsens død i 2010, indtrådte datteren Marie-Louise Vagnby i bestyrelsen og afløste i den forbindelse faderen som formand for fondet.
Medl. af bestyrelsen for Århus Handelsstands- og Industriforening fra 1968, formand fra 1973;
medl. af bestyrelsen og næstformand i Den jyske Handelsstands Centralforening 1968-70 og medl. af Provinshandelskammeret 1968-70;
medl. af Grosserer-Societetets repræsentantskab 1969-79, af Grosserer-Societetets Komité og næstformand 1969-73;
medl. af Vanførefondens hovedbestyrelse fra 1970 og af Civilforsvars-forbundets landsråd 1968-70.
Medl. af bestyrelsen for Århus Købmandsskole fra 1973 og af styrelsesrådet for Handelshøjskolen i Århus fra 1973, formand fra 1982.
Medl. af bestyrelsen for Handelsungdommens Uddannelsesfond, af bestyrelsen for Århus Universitets Jubilæumsfond og af Universitets-Samvirket, Århus.
Medl. af Provinsbankens repræsentantskab; Formand for bestyrelsen for Tivoli-Friheden A/S, Århus 1973-82;
medl. af bestyrelsen for Danske Kautionsforsikrings-Akts., Kbh., af bestyrelsen for Europæiske Vare- og Rejsegodsforsikring A/S, Kbh., af bestyrelsen for Revisions- og Forvaltnings-Instituttet A/S, Kbh., 1977-82 og af bestyrelsen for Ferdinand Sallings Fond, Århus. Formand for Købmand af Århus Th. Chr. Nielsen og Hustrus mindelegat;
medl. af bestyrelsen for Provinshandelsstandens Understøttelsesforening, af bestyrelsen for Aarhuus Kjøbmænds Hjælpekasse m.fl.
Foto af NC Nielsen sammen med kunstneren Jette Debois, Kunstbygningen i Vrå, 2005